60 71 67 05 info@abellcoaching.dk

Jeg var 14 år. Med alt hvad der hører med af usikkerhed, tvivl, sammenligning – men også spirende selvsikkerhed, håb og optimisme.

Konfirmeres eller ej?

Jeg fik valget selv – vil du konfirmeres? Så skal du lige døbes først, mine forældre var ikke gift i kirke, de havde meldt sig ud af folkekirken og vi to børn var naturligvis heller ikke blevet døbt.  Eller, skal vi holde en fest for dig når du fylder 14?

Dengang var det ikke så almindeligt IKKE at blive konfirmeret, og jeg tænker mine forældre ville støtte op om at fejre mig og min overgang fra barn til ung, lige meget hvilken vej jeg tog.

Jeg valgte festen – uden dåben, uden at gå til præst – uden det kirkelige konfirmationsritual. Når jeg tænker efter i dag, så tror jeg at jeg som forældre havde stemplet ind på forberedelsen, “gå til præst med dine skolekammerater, bliv klogere på hvad kirken, konfirmationen er”. At få udvidet horisonten, at kunne beslutte på et mere oplyst grundlag – det havde ikke skadet.

Men, festen fik jeg. Fin middag, masser af mennesker, mine egne kammerater, min familie og mine forældres venner og deres børn. Og gaver, fine gaver.

Tale eller ingen tale…

Længe havde jeg tænkt over, om jeg skulle holde en tale. Takke mine forældre for at holde festen, takke gæsterne for at komme og for alle gaverne. Jeg var en genert pige og jeg brød mig ikke om at være i centrum, stille mig op og blive beskuet, lyttet til. Jeg var meget i tvivl, det nemmeste var at lade være – men det virkede også en smule utaknemmeligt. Jeg talte måske ikke meget om det, men husker tydeligt at have vendt det med mine forældre. Og de lod mig være – med min egen beslutning. Og det har jeg fortrudt lige siden!

Jeg skulle have haft et los i r* ven

At jeg ikke fik det modspil, det skub, de forventninger lagt på mig, det forstår jeg stadig ikke. At min mor eller far, eller begge i forening – ikke stemplede ind og  insisterede: Det SKAL du, og de KAN du!  og ikke mindst, at det følger med at blive fejret – at kunne sige TAK! Det viser både at de er voksne, ved bedre og ikke mindst at de tror på, at det ville jeg godt kunne!

Ja, jeg skulle have haft en los i r*ven eller et kærligt skub – “det er hvad vi forventer af dig”!

Min egen tvivl fik mig til at vælge den nemme vej. Og den nemme vej er ikke altid den bedste vej! Som du kunne læse før, så har jeg fortrudt det lige siden.

Hvad var læringen?

Og selvfølgelig har jeg brugt det til at lære af. For det er i virkeligheden det vigtigste, at vi lærer af de fejl vi begår.

Så vi ikke begår dem igen, men har muligheden for at udvikle os, lære nyt, flytte vores grænser, blive stolte af os selv, vokse!

Bisættelsen

Siden har jeg holdt mange taler. Den sværeste var nok til min fars bisættelse. Men jeg huskede tilbage, til min 14-års fest. Kiggede mig selv i øjnene og vidste af dette ville jeg fortryde hvis ikke jeg gjorde det. Skrev talen, afskeds-hilsenen til min far, takken til familie og venner for deres deltagelse og fik muligheden for at dele ud af gode minder. Den var svær at holde, talen, og alligevel var den let – for jeg var omgivet at mennesker der gerne ville høre, og hvem forstår ikke hvis man hakker i det, går i stå eller fælder tårer – til sin egen fars bisættelse.

Gør forarbejdet og få hjælp

Hvis jeg i dag skulle give mit unge teenage-jeg et råd, så var det at få gjort hele forarbejdet og derefter få noget hjælp til at komme det sidste skridt ud over rampen.

Når du kan mærke i maven, at du egentlig gerne vil, men ikke rigtig tør…

Når du ved, at det rigtige at gøre føles som en stor udfordring.

Så gør som det mindste forarbejdet.

Jeg skulle have skrevet talen, – gjort mig nogle konkrete tanker om hvad jeg ville sige, til hvem. Skrive stikord ned – måske også hele talen. Og så skulle jeg have fundet en “hjælper” – en person som jeg kunne have vendt situationen med, øvet talen overfor, en som kunne skubbe til mit unge jeg – til at tage udfordringen op, til at turde, til at vokse.