60 71 67 05 info@abellcoaching.dk

Du skal bare lære at sige fra…

Lær at sige fra – eller lær at sige nej. Er du en af dem, som har hørt den sætning kastet i din retning mange gange?

“Du er altid så hjælpsom”

“Nu skal du altså passe på dig selv og ikke lade dig køre rundt med”

Mange mennesker er optaget af at have en holdning til, hvad lige præcis du skal, hvad der er det rigtige for dig.

Måske har de ret, måske har de ikke.

Hvad sker der hos dig – når du hører ”lær at sige fra”?

Ja, hvad tænker du egentlig, når sætningen ”lær at sige fra” rammer dit øre?

Tænker du

  • Ja, det er da det jeg skal! Jeg går i gang med det samme! – det bedste forslag jeg har hørt længe.

Eller tænker du

  • Det lyder som en god idé, men hvordan gør jeg lige det, uden at skuffe nogen eller virke for meget/for lidt, forkert? Måske jeg endda ikke rigtig ved om jeg mener ja eller nej…

Eller måske tænker du

  • Det er ”none of your business” om ”lær at sige fra” er noget for mig! Knyt sylten og lad mig komme videre i min dag.

 

Lær at sige fra

Hvis det første du tænker er ”ja, jeg skal da lære at sige fra, jeg går i gang med det samme!” Så kan det være, at du måske helt ubevidst har vænnet dig til at svare ”ja”, når du bliver spurgt.

Ja er blevet dit automatiske svar, når du bliver spurgt, om du vil påtage dig en opgave på jobbet, ses med en ven/veninde eller vil tilsidesætte noget, du er i gang med, for at hjælpe en anden derhjemme. For du vil gerne vise samarbejdsvilje og er i det hele taget en hjælpsom sjæl.

Bevidsthed er det første skridt til at handle anderledes. Så bare det, at du er stoppet op og har læst hertil i artiklen, viser at du har interesse i at lære at sige fra – og måske er du også interesseret i hvorfor det ikke altid er det rigtigste. Den sidste del finder du forklaringen på længere nede i artiklen *)

Hvis bevidstheden er nok, så vil du allerede være vågen næste gang, der er nogen der fisker efter et ”ja” hos dig. Og kunne skubbe et ”nej” over disken, hvis det er det du har lyst til.

Lær at sige fra med omtanke

Hvis din første tanke er ”det lyder som en god idé, men hvordan gør jeg lige uden at skuffe nogen eller virke for meget/for lidt, forkert? Måske jeg endda ikke rigtig ved, om jeg mener ja eller nej…”

Andre mennesker kan have nok så mange meninger om, hvad der er det rigtige for dig. MEN i sidste ende, så er DU den eneste du skal følges med, livet igennem – hele vejen til enden.

Du, dig selv, dig!

Jeg vil opfordre dig til at lytte til, hvad andre mennesker siger af velmenende råd til dig, og samtidig være opmærksom på, at du i sidste ende er den der bedst ved, hvad der egentlig er det rigtige for dig. Og det er også dig der skal leve med din beslutning.

En god måde at finde frem til, hvad der ER det rigtige for dig – om du skal lære at sige nej, eller lære at sige fra, det er at beslutte dig for ikke at svare med det samme.

Du kan med fordel have indøvet nogle standard-svar, som du kommer med, når du bliver spurgt:

  • Det vil jeg gerne lige tænke over, kan jeg vende tilbage til dig
    • Om 5 minutter
    • I eftermiddag
    • I morgen

Og ved at skabe noget afstand til spørgsmålet, situationen, personen – så giver du dig selv muligheden for at mærke efter. Du kan med fordel lige tage nogle gode dybe vejrtrækninger helt ned i maven. Måske kan du endda sove på spørgsmålet. Og derefter tage din beslutning om hvad svaret skal være.

Ingen – udover dig selv – ved hvilket svar, der er det rigtige for dig. Derfor handler det ikke så meget om at lære at sige fra, men mere at skabe rum til at reflektere, tænke, mærke efter. Og så beslutte om du skal sige fra eller til. *)

Det er ”none of your business” om jeg skal sige fra eller ej

Du har en god kontakt til dig selv og dine behov. Du er ikke i tvivl om hvornår du skal sige fra eller til. Og du bryder dig ikke om at andre fortæller dig hvad du skal. Du står stærkt i dig selv – tillykke med det. Og du behøver slet ikke at lære at sige fra eller til – det kan du!

Hvis du er nysgerrig på om du ”tromler” og ikke rigtig får hørt, hvad der egentlig bliver spurgt om, så vil jeg invitere dig til at trække vejret og give det lidt tid. Fuldstændig som jeg svarede længere oppe i artiklen, så kan det at skabe lidt afstand, give lidt tid til nyt perspektiv, inden du svarer på et spørgsmål der kræver noget af dig, måske alligevel ændre dit svar fra ja til nej, eller omvendt.

Siger du bare nej for at sige nej?

Er du røget på den automatiske svar-maskine der hedder ”nej”? Måske du er forælder og har vænnet dig til at svare ”nej” fordi børnene hele tiden plager om dette eller hint? Så lige meget hvad der kommer, så er svaret det samme – et ureflekteret ”nej”.

På samme måde som tidligere nævnt, så kan det også her være en god idé at vælge bevidst refleksion til, når du bliver spurgt. Hør efter hvad der rent faktisk bliver spurgt om. Lyt – til ordene, hvad bliver der reelt spurgt om. Ligger der et usagt ønske gemt bag ordene.

Også her kan du bruge metoden om ikke at svare lige med det samme. Så du skaber et rum for dig selv, hvor du lige kan vende spørgsmålet:

  • Hvad ønsker modtageren?
  • Hvad vil det ”koste” at opfylde ønsket?
  • Hvad har du faktisk lyst til at svare, nu du lige har trukket vejret på spørgsmålet?

 

Lær at sige fra

 

Fik du sagt nej og mente ja – eller omvendt?

Det er sket for mig, mere end én gang, kan jeg godt afsløre.

Jeg fik langet et svar over disken, som jeg kort tid efter fortrød.

Og det har taget mig nogle forsøg at nå til at det faktisk er helt ok at ”gå tilbage” og genoptage samtalen – og her få fortalt at jeg fik sagt ja, men faktisk mente nej (eller omvendt).

Ud over at ende med det rigtige svar for mig, så tager det også toppen af ”beslutningsangsten” eller tvivlen. For det er muligt at ombestemme sig – og ændre sit svar.

Opsummering

Hvad skal der til, for at lære at sige fra på en måde, der er rigtig for dig:

Kend dig selv – vær bevidst om, hvad du automatisk svarer, når du bliver spurgt om en tjeneste, at tage en opgave, en ekstra opgave, en venindeaftale, penge til slik… listen er uendelig. Og

Vent med at svare – ”køb” dig tid, svar aldrig med det samme. Sørg for at fortælle hvornår spørgeren kan forvente svar. Er det større beslutninger, så sørg for at kunne sove på svaret.

Det er ok at svare ”forkert” – i langt de fleste tilfælde, så kan du gå tilbage og ændre dit svar. Det er ok at mærke efter – og finde frem til at svaret skulle have været et andet.

Hvis du synes om denne artikel, så kan det være, at du også vil synes om:

Hvem er DIN bedste ven

Spørgsmålet om at være bedre til at sige fra og sige nej kommer tit fra klienter, som har været ramt af stress, hvis det er tilfældet for dig – så vil du måske have glæde af at læse brevkassesvaret her

Jeg vil ikke rammes af stress igen, hvad gør jeg?

Har du selv et spørgsmål til brevkassen, så er du velkommen til at stille det her, det koster ingenting.

Artiklerne er alle skrevet at Stine Abell, som du kan læse mere om her

Stress-coach-Stine-Abell

 

Løsningsfokuseret tænkning

Få guiden "LØSNINGSFOKUSERET TÆNKNING"

Tilmeld dig her - og modtag det effektive værktøj mod stress - e-guiden "LØSNINGSFOKUSERET TÆNKNING".

Hvordan du ved at erstatte bekymringer med en anden type tænkning kan få hjælp til at ændre de tankemønstre, der skaber langvarig stress.

 

Samtidig tilmelder du dig nyhedsbrevet "Power til din personlige udvikling" som udkommer hver 14. dag. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

 

Glæder mig til at inspirere dig. Mange hilsener Stine

Tillykke - du vil modtage guiden i din mailbox.