60 71 67 05 info@abellcoaching.dk

Hvilke ligheder er der mon mellem dig og en Formel1-kører? I har begge brug for at tanke op – fysisk og mentalt, for at komme i mål. Køre i pit, trykke på bremsen, slippe speederen.

Når jeg har klienter i stresscoaching eller livsbalance-forløb, så bruger jeg ofte metaforer for at illustrere og gøre det enkelt at relatere til en personlig problemstilling. Nogle metaforer er så individuelle, at jeg kun bruger dem en enkelt gang. Andre bliver en fast del af repertoiret og jeg videreudvikler løbende på dem, forfiner dem. Og jeg anvender dem både i sessioner, blogindlæg og opslag på sociale medier. En af dem er, hvordan vi kan se på os selv som en Formel 1 kører. Hvordan du ved at tænke og tanke op som en Formel 1 kører kan sikre, at du kommer i mål.

 

Bare rolig, du behøver ikke være ekspert på Formel 1 og kende til down-force, slip-stream, omgangsantal, safety-car eller andet mere nørdet Formel 1 viden. Her bare lige en kort introduktion – som du faktisk også kan springe helt over hvis ikke det interesserer dig:

Formel 1 kort

22 kørere, har hver sin Formel 1 racer at køre løb med. Løbs-sæsonen 2023 består af 23 løb på forskellige baner rundt om i verden. Man kan som kører både vinde et enkelt løb, men det store mål er at vinde hele sæsonen. I hvert løb bliver der delt point ud til de første 10 placerede biler. Hvert løb skal som minimum være 350 kilometer. Og der er bestemte krav til hvor meget brændstof en kører må bruge, lige som de skal køre på minimum 2 forskellige dæktyper. Derfor skal alle kørere i pit mindst én gang i løbet af et løb. Og når man kører i pit, så kører alle de andre biler videre ude på banen. Der er derfor en masse taktik og strategi for, hvornår man lægger pitstop, og forudgående mange timers træning i at skifte dæk & tanke på ingen tid.

Hvis ikke du har set det, så find en dag hvor du kan kigge med. Et veludført pitstop tager ikun få sekunder! Eller se med her

Formel 1 overført på hverdagen

På samme måde som Formel 1-kørerne skal i pit, så skal vi også tage pauser og tanke op. Mange af os er ambitiøse, engagerede og vil gerne gøre vores arbejde godt. Ofte er der ikke timer nok i arbejdsdagen – så vi kompenserer med at lægge noget ekstra arbejde i. Det kan være både konkret overarbejde, eller mentalt overarbejde – hvor vi tager arbejdet med hjem så at sige. Bruger tid – uden for arbejdstid – til at tænke videre, problemløse og måske endda bekymre os. På den måde kan vi komme til at forsømme vores grundlæggende behov for hvile og pause – og det kan faktisk have alvorlige konsekvenser for vores mentale og fysiske sundhed.

”Jamen, jeg har ikke tid til at holde pause! Så kommer ”de andre” foran, og det er uproduktivt at bruge tid på at stoppe op og ikke ”komme nogen vegne”. ”

Når Formel-1 køreren er kørt i pit, så kører de andre racere videre ude på banen, men pit-stoppet er nødvendigt, ellers kan køreren ikke komme i mål.

Hvad skal der ske i pit-stoppet?

Lige så vigtigt det er at køre i pit, lige så vigtigt er det at vælge de aktiviteter, der er de rigtige at bruge tid på. Der er ikke nogen grund til at fylde brændstof på, hvis der stadig er masser af energi i tanken, så kan det være, at det er dækkene der skal skiftes, eller en mindre ting der skal repareres.

Pit-aktiviteter overført til hverdagen er mad og drikke, søvn, mentale pauser. Ting der skal til, for at hjernen overhovedet kan fungere på den lange bane.

Vores sympatiske nervesystem er kroppens ”speeder” – og den der bliver trykket på, når vi kører på banen. Når vi er i pit, holder pause, så skal kroppens ”bremse” aktiveres – det er parasympatiske nervesystem. Søvn er en del af aktiveringen af det parasympatiske nervesystem, men også at meditere, dyrke mindfulness, gå-ture i naturen, bare være til stede i nuet, åndedrætsøvelser, lytte til stille musik.

Forberedelse kan være det der gør forskellen

Det team der udfører pitstoppet har trænet – og trænet – og trænet. For at kunne levere det optimale pit-stop. Du kan se med bag scenen her

Overført til hverdagen, så kan det for dig betyde en stor forskel, at du ved hvad er skal ske i dine pauser. Hvad trives DU med, for at du nyder pausen, kommer ned i gear, tanker op. Hvad skal planlægges, så du kan få den optimale mængde søvn. Hvad skal der købes ind, så du nemt kan lave sund mad, selvom du har travlt. Hvilke aktiviteter giver dig ro, er det at farvelægge mandalaer, male d&d figurer, strikke, gå en tur i skoven….

Der er så mange muligheder. Savner du inspiration, så kan du læse med her, hvad gå-ture kan gøre for dig. Og hvorfor det er vigtigt med søvn – og hvordan du kan optimere den her. Vil du gerne inspireres til konkrete øvelser til at få pausen ud af hovedet og ned i kroppen, så kan jeg anbefale denne bog

Fokuser

Hvis du så klippet med pit-stop-træningen, så vil du have set hvor galt det kan gå, når fokus og opmærksomhed glipper. På samme måde kan køreren, når han er kørt på banen, også miste fokus – blive afledt, og dermed komme i fare for at køre galt.

Hvorfor er fokus vigtigt?


Forestil dig at Formel 1 køreren sidder og tænker

”er det nu jeg skal køre i pit?”

”mon dækkene kan holde en omgang mere?”

”bare holdet er klar til et godt pitstop?”

Og dermed overser at en kurve nærmer sig (det gør den hurtigt, når man kører 300 i timen) og får ikke bremset ned i tide…

Overført til hverdagen, så er det lige så vigtigt at holde fokus på opgaven, og ikke lade sig forstyrre – hverken fysisk eller mentalt. For så er opgaven løst både bedre og hurtigere.

På samme måde, når det er optankningstid, så er det pausen der skal være i fokus, ikke en pause fyldt med tanker om alt det man så ikke kan nå, fordi man holder pause.

Husk dine pit-stop

Maksimum præstation kræver maksimum restitution – kør i pit inden det er for sent.

Vi mennesker er skabt til at kunne præstere, at kunne overkomme meget! Men vi er ikke skabt til at præstere 100% hele tiden, vi SKAL ned i gear en gang imellem, for at kunne holde på den lange bane – og komme i mål. Ellers risikerer vi at blive ramt af stress og i sidste ende udbrændthed. Så husk dine pit-stop. Og endnu bedre, planlæg de pit-stop der passer bedst til dig, så får du mest ud af pauserne og bedre brændstof på din racer.

 

Har du lyst til at blive klogere på Formel 1, så kan du læse mere her

Du kan læse mere i andre indlæg jeg har skrevet om stress og effektivitet

Findes der et anti-stress gen?

Effektiv arbejdsdag – fokuser og prioriter

Artiklen er skrevet af Stine Abell – du kan læse mere om mig her

om_stine_abell

Livsbalance test

LIVSBALANCE-test

Tilmeld dig her - og modtag LIVSBALANCE-testen, en test du hurtigt og enkelt kan udfylde for at få svaret på hvordan din LIVSBALANCE har det lige nu".

Samtidig tilmelder du dig nyhedsbrevet "Power til din personlige udvikling" som udkommer hver 14. dag. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

 

Glæder mig til at inspirere dig. Mange hilsener Stine

Super - om lidt vil du modtage testen i din mailbox.