Drømmer du dig også hen på en tropisk ø? (c) Space Craft.
Jeg mødte hende i lufthavnen, min skoleveninde Mette, helt tilfældigt, da jeg var på vej på weekendtur med min familie. Hun var på vej hjem, jeg var på vej ud.
Hendes første kommentar var ”lad mig komme af sted – igen, nu!”
Hun beskrev: ”Tre ugers dejlig ferie – stikket hevet ud, samvær med børn og mand – og gode venner. Lækker mad, kølige drinks, ingen pligter, kun underholdning og overskud. ”
Brugt ferie billigt til salg
Og nu truede hverdagen forude, planlægning, praktiske opgaver, arbejde… De næste mange måneder – indtil næste ferie lå som en frodig trope-ø i et stort hav af hårdt arbejde, hverdag & trædemølle.
Mettes kommentar “brugt ferie billigt til salg” fik mig til at trække på smilebåndet. Samtidig kunne jeg fornemme hendes frustration – og at hun ikke forsøgte at være sjov.
Hverdagen truer
På den igen. Al den energi hun havde sparet op på ferien, fordampede hurtigt bare ved tanken om hverdagens indtog.
Måske har du også en oplevelse af, at ferie ikke er nok til at lade batterierne op og skabe overskud i hverdagen? At de første dage hjemme efter en ferie er hårdt arbejde og måske også endnu en gang at acceptere en hverdag der dræner og trækker på din energikonto.
Der er håb forude!
Heldigvis kan få fokuspunkter ændre hverdagsoverlevelse til hverdagsoverskud.
Ferien vil aldrig igen blive en fjern ø du sejler mod i hverdagens oprørte hav, men måske nærmere en smuk flodbred du kan vælge at holde pause på, mens du sejler medstrøms på floden.
3 hovedområder der lader batterierne op på hverdags-energikontoen
- Mening – gør en forskel ved at gøre noget som gavner andre
- Interaktioner – at skabe langt flere positive end negative øjeblikke
- Energi – at tage de valg der forbedrer det mentale og fysiske helbred
Forskning har vist at følger vi disse enkle fokuspunkter, så øger vi vores energiniveau og vores generelle trivsel. Dermed bliver vi mere effektive på jobbet og har bedre relationer til vores familie og venner og vores generelle helbredstilstand forbedres.
Hvordan?
- Skab mening – Bliv bevidst om, hvordan du kan skabe mening på dit job eller i dine relationer. I stedet for at betragte dit job som det sted du tjener penge til at betale husleje – og ferie, kan du fokusere på, hvordan du gør en forskel for andre i hverdagen. Beslut dig for, at du vil gøre en forskel i dine kollegers eller kunders dag.
- Positive interaktioner – Fokuser på at skabe væsentlig flere positive end negative øjeblikke i mødet med andre mennesker. Positive interaktioner frigiver hormoner i hjernen der gør os glade og veltilpasse, de øger vores evne til at kommunikere, samarbejde og have tillid til andre. Der produceres også hormoner ved negative emotioner, de er dog langt længere om at nedbrydes end de positive. Derfor er det vigtigt at vi oplever overvægt at positive interaktioner. Sætter vi tal på er et godt sigtepunkt minimum 3 positive for hver 1 negativ.
- Energibalance – Styrk din energibalance ved at få en god nats søvn. Motion er vigtigt – men ikke nødvendigvis timevis i fitness-centret. Vigtigere er det at få rørt sig i løbet af dagen, stå op ved skrivebordet, tag trapperne i stedet for elevatoren, parker bilen lidt længere væk fra dit mål. Hold pauser i løbet af dagen. Sørg for at få sund og nærende kost og vær til stede når du spiser. På den måde skaber du balance i dagen og det gør det lettere for dig at få en god nats søvn.
— o —
En hverdag i overskud
De tre enkle og let tilgængelige punkter til at skabe mere overskud i hverdagen er anbefalet af en af verdens førende forfattere og forskere indenfor styrker og positiv psykologi, Tom Rath. Hvis du har lyst til at dykke dybere og læse mere – så kan du læse Tom Raths bog: Are You Fully Charged – the 3 keys to energizing your work and life. Eller besøge hans hjemmeside
— o —
Jeg forklarede min skole-veninde mulighederne for at ændre på hverdagen, så hun fik mere overskud og energi. Vi mødtes en dag til en fokuseret snak om, hvad hun kunne gøre i sit liv, sådan helt konkret, praktisk og overskueligt. For at skabe mere overskud og en fornemmelse af at sejle med strømmen.
Skab mening
Mette har valgt, at hun i mødet med sine kunder vil blive husket som en både venlig, engageret og grundig. At kunden går fra mødet med en oplevelse af at være “noget særligt”.
Positive emotioner
Hver dag vil Mette smile til mindst 5 fremmede mennesker hun møder, i toget, på gaden, i Netto.
Energibalance
Sidde stå bordet var egentlig bare parkeret i “sidde-højde”. Mette har nu valgt at hun mindst halvdelen af dagen skal stå op.
Hvad vil du starte med?
Hvis du skal vælge et eller flere områder at optimere opladningen af dine batterier – hvad skal det så være?