60 71 67 05 info@abellcoaching.dk

Vores plastiske hjerne

Vores hjerne er plastisk – og vi kan arbejde med den, som var det en klump modellervoks. Vi kan selv være med til at forme, hvad den indeholder af tanker og dermed også hvilke følelser vi skaber. Vi kan vælge hvilket fokus vi har og om det er med til at skabe positive eller negative emotioner, tilstande, hos os.

Støtter du dine tanker i et negativt, frygtbaseret fokus hvor angst, vrede eller afsky dominerer, eller vælger du at finde måder at skabe tillid, glæde, kærlighed?

Du er måske  – som så mange andre – slet ikke klar over, at du har mulighed for, med en enkel metode, at øge din egen tilstand af tillid, empati, omsorg og kærlighed?

Positiv psykologi

Hov – stop en halv! … tænker du måske. Er det ikke bare en ny omgang snak om ”bare se det hele fra den positive side” – så forsvinder regnvejrsdage og dårligt humør? Mange har de tanker om den positive psykologi, og det kan med rette også lyde som om, det er det, der er tilfældet. Men sådan hænger det ikke sammen. I den positive psykologi har forskere brugt mange studier på at finde ud af, hvordan mennesker, der trives og har det godt, er skruet sammen.

Forskningen beskriver hvordan negative emotioner har en evne til at hænge fast, som burrer eller at de RÅBER OP, hvorimod positive emotioner er mere flygtige, som om de flyder af en teflonbelægning og de nærmest hvisker til os.

De negative emotioner indskrænker vores handlemuligheder, vores syn på os selv og hvad vi kan udrette. De positive derimod, udvider og opbygger vores selvopfattelse og vores syn på andre.

Balance

Resultatet helt kort – vi har en oplevelse af at trives, når vi har en fordeling mellem positive og negative emotioner i forholdet 3:1. Altså skal du have tre positive emotioner for at afbalancere én negativ – og skabe en tilstand af trivsel og velvære.

Kærlighed, glæde, taknemmelighed, håb, stolthed er nogle af de emotioner som hører med til de opbyggende og flygtige positive tilstande, som det gør så godt at have mange af.

Når vi ser på regnskabet på den måde, så giver det måske mere mening at vi skal have 3 positive emotioner for at opveje 1 negativ – for at skabe balance.

Kærlig-venlighed

Jeg har lovet dig en opskrift på, hvordan du selv kan være med til at skabe flere positive emotioner – mere kærlighed og tillid.

En forskningsbaseret veldokumenteret metode, som har rødder i den buddhistiske tradition, er ”Metta” eller ”Loving kindness” – eller på dansk ”Kærlig-venligheds-meditation”. En meditationsform der har vist sig at have stor effekt – og bevist virkningsfuld bare efter en enkelt gang.

Selvom den stammer fra den buddhistiske tradition kan den tilpasses og praktiseres af alle, uanset religiøst tilhørsforhold.

Kærlig-venlighed, er ubetinget kærlighed. Den afhænger ikke af, om man “fortjener” den eller ej; den er ikke begrænset til kæreste, venner og familie; den kan strække sig ud til at omfatte alle levende væsener. Der er ingen forventninger om noget til gengæld. Dette er den ideelle, rene kærlighed, som alle har potentiale for at opleve.

Opskriften på mere kærlighed og tillid

Kærlig-venlighedsmeditation er en meditation der mindsker bekymring og mistillid – og fremelsker følelser af tryghed, ømhed, kærlighed og varme overfor os selv og andre.

Til en start skal du udvise kærlighed overfor dig selv. For medmindre du har den ubetingede kærlighed og accept af dig selv – vil det være vanskeligt at udvide ønsket til andre. Derefter inkluderer du andre, der er specielle for dig, og udvider derefter kredsen for til sidst at inkludere alt levende.

Meditationen findes i mange udgaver. Jeg har indtalt en udgave på dansk – som du kan få adgang til her

Bonus – ud over kærlighed & tillid

Forskningen har vist, at praktiserer du kærlig-venlighedsmeditation jævnligt, så vil du opleve flere  positive emotioner – udover kærlighed, også emotioner som glæde, taknemmelighed, tilfredshed, håb, stolthed, morskab og ærefrygt. Andre, der har gjort denne meditation til jævnlig rutine, har også nydt godt af en stigning i selvaccept, positive relationer til andre, god fysisk sundhed, mindfulness og en samlet oplevelse af øget tilfredshed med tilværelsen.

God fornøjelse

Noget af forskningen bag:

Barbara Frederickson og kollegaer (Fredrickson, Cohn, Coffey, Pek, & Finkel, 2008)

Kok et al (2013)