60 71 67 05 info@abellcoaching.dk

Hvor mange tanker har du?

Har du nogensinde tænkt over, hvor mange tanker du egentlig har?

Det er der forskere der har undersøgt – og det er rigtig mange. Hver dag op mod 90.000. Hver – eneste – dag. Mellem 60.000 og 90.000 tanker, alene hos dig, og nye 60.000 – 90.000 hos din kollega, og andre 60.000 – 90.000 hos din nabo og så videre.

 

Triggertanker

Ud af de mange tusinde tanker foregår en stor del i din underbevidsthed, men ca. 10% af dem foregår i dit bevidste sind. Nogle tanker kommer og går, nogle tanker bliver udløst af noget du ser, hører, lugter eller noget du tænker på. De kaldes trigger-tanker. De kommer helt af sig selv. Du kan ikke styre dem. De popper op, som en luftbobbel fra havbunden.

 

Hvis du nu var en fisk

Du svømmer rundt i havet og ser en fiskekrog sendt i vandet af en lystfisker på land, og dér er en mere og én til. Du kan som fisk ikke bestemme hvor mange fiskere, der kaster kroge ud, de vil være der – i det vand du svømmer i, lige meget om du vil det eller ej. Til gengæld kan du vælge, om du bider på krogen elle ej.  Det er nøjagtig det samme med triggertankerne – vælger du at gå med dem eller lade dem være?

Lad mig give dig et eksempel. Du ser et billede af en fisk, der er ved at bide på en krog

 

Du får måske triggertanken

”det var SÅ hyggeligt da jeg som barn var med ude at fiske med morfar” eller

”en fisk bider på en krog” eller

”øv – fisk, det kan jeg bare ikke li´”

 

3 triggertanker fremkaldt af samme billede

Det er alle sammen eksempler på triggertanker udløst af det samme billede.

Den ene kalder et positivt minde frem – og ”går du med den”, så kan du sikkert komme videre til tanker om, hvad I snakkede om dig og morfar, hvordan vejret altid var godt, når I fiskede, hvordan I hjalp hinanden med at rense fiskene, du syntes det var spændende, hvordan I spiste fisken til aftensmad. En tankerække der blev startet af triggertanken ”det var SÅ hyggeligt da jeg som barn var med ude at fiske med morfar”. Denne tankerække skaber positive tilstande hos dig, så den er i denne sammenhæng helt uinteressant. Positive tilstande behøver vi ikke at gøre noget ved. Det er bare at nyde dem.

Den anden neutrale ”en fisk bider på en krog” kunne starte en tankerække der kørte på: gad vide hvad det er for en fisk, mon det er alle fisk, man kan fange på krog, gør det mon ondt etc. Den skaber heller ikke nogen negativ tilstand – og du kan til enhver tid sikkert nemt stoppe tankerækken.

Den sidste kunne starte denne tankerække: jeg husker godt sidst, vi fik serveret fisk derhjemme, øv hvor det lugtede, kan ikke forstå at min mand bliver ved med at servere fisk for mig, han ved jo jeg ikke kan lide det, måske det er et tegn på han ikke kan lide mig, han er også så underligt fraværende, måske han virkelig ikke kan lide mig mere, hvad skal jeg så gøre hvis han vil skilles, det kan jeg slet ikke overskue …..etc.

 

Den negative tankespiral

Kan du se, at her starter der en negativ spiral? – synet af fisken der bider på krogen sender dig ned i et tankespind, der en blanding af grublerier og bekymringer. Grublerier over hvorfor han serverer fisk, bekymringer for hvad der kan ske med jeres ægteskab.

Hvilken tilstand vil du tro, du kommer i ved at følge denne tankerække? Ikke nogen særlig rar tilstand, vel?

Det du skal være opmærksom på her er, at der skal ikke mange minutter til i den negative spiral, før dit system reagerer, og man faktisk kan måle fysiske symptomer på stress hos dig.

Og at det ikke er selve tanken, der kører spiralen nedad, men det er de tanker, du har om tanken. Det fokus og den betydning du giver tanken.

 

Vejen ud af stress og depression

Ny forskning viser, at det er disse negative tankespiraler, der er vejen til stress og depression. Det positive her er, at der er hjælp at hente, og den er enkel. I den metakognitive psykologi har vi værktøjer, som kan lære dig ikke at bide på krogene, bare at lade dem være – svømme udenom og i stedet kunne nyde bare at være fisk, svømme rundt – som Dora i Find Nemo ”svømme – bare svømme”

 

Tip til dig

Læg mærke til triggertanken

Det første skridt på vejen er at bemærke, at der kom triggertanken –  ”øv – fisk, det kan jeg bare ikke lide”. Nu du ved, at det er en triggertanke, så kan du bemærke den, og så vend dit fokus udad. Der hvor vi lægger vores fokus, det er også der, vi styrer vores opmærksomhed hen.  Fokuser et øjeblik på hvor du befinder dig, hvad er der i rummet. Så har du valgt ikke at gå med tanken, men at gøre noget andet med din opmærksomhed.

Er du blevet nysgerrig på metakognitiv psykologi, så kan du læse lidt mere her