Når verden pludselig ændrer sig til en mere truende og fjendtlig version, så er det naturligt at blive bekymret, ængstelig og bange.
Vi har i mange år levet fjernt fra krig og alvorlige konflikter. Og har (måske) taget for givet, at krig i vores nærhed var en saga blot. Men det har på kort tid ændret sig. Putins trussel om at invadere Ukraine hang kortvarigt som et uvejr i horisonten, men blev hurtigt en realitet. Og det fik øjeblikkelige alvorlige konsekvenser for det ukrainske folk. Den russiske fordrejning af virkeligheden og generelle mistillid til Vesten, styrker også at Rusland desværre må anses for den største trussel mod Danmarks sikkerhed.
Så hvis du oplever at du selv, dine børn, familie eller venner bevæger sig i en tilstand af bekymring, frygt eller måske angst, så er det forståeligt. Nyhedsmedierne kører 24/7 med ”Breaking news” om situationen i Ukraine, flygtende mennesker, fædre der tårevædet tager afsked med familien, billeder af bygninger i brand.
Hælder du benzin på din bekymringsmotor?
Det giver mening at følge med og forholde sig. Hvis ikke, så kan man jo nærmest betragte sig selv som ignorant! Det giver til gengæld også rigtig meget mening at have en opmærksomhed på, hvor du lægger dit fokus ”på den lange bane”. Denne ulykkelige situation forventes ikke overstået på hverken dage, uger eller måneder. Så vi vil blive ved med at møde nyheder, skræmmende billeder og indslag og artikler om truslen fra Rusland. Og det kan være benzin på din bekymringsmotor, at blive ved med at bruge masser af opmærksomhed i nyhedsfeeds, på breaking news og live tv. Du kan opleve at bekymringstankerne kører afsted med dig – eller dit barn – eller din veninde – i timevis om dagen og måske også om natten. Og det er ikke godt for din trivsel, for bekymringer belaster – og kan i sidste ende udløse stress.
Vi kan ikke fjerne krigen – men vi kan skifte fokus
Hvor end vi gerne ville, så kan vi ikke ene person fjerne krigen. I Danmark har vi meget begrænsede muligheder for at påvirke situationen. Vi må have tiltro til at vores politikere og diplomater gør alt hvad der står i deres magt for at påvirke. Dertil kan vi kan selv boykotte at handle med virksomheder med rødder i Rusland, men vi kan ikke fjerne krigen.
Kom i kontrol
Det vi kan kontrollere (eller lære at kontrollere) er, hvor meget opmærksomhed eller fokus vi vil give krigen. I stedet for at lade nyhederne køre i en lind strøm – med tv-et tændt i baggrunden hele dagen eller ”breaking news” alarm på telefonen, så kan vi beslutte hvor meget nyhederne skal have lov at fylde. Sætte sig for at se én nyhedsudsendelse om dagen, at læse net-avis x minutter om morgenen. Vi kan alligevel ikke ændre på det, som sker – så ved at give det begrænset opmærksomhed, så kan vi få tid og energi til at fokusere på noget andet.
Fokusér på ❤️ medmenneskelighed & næstekærlighed
Det du i stedet kan give opmærksomhed og fokus er hvordan medmenneskelighed og næstekærlighed udfolder sig i stor stil.
Googler man ”ukraine køre til grænsen med nødhjælp” så kommer der lynhurtigt en lang liste med private initiativer. Helt almindelige danskere har organiseret indsamlinger. Penge, tøj og andre fornødenheder, lagt egen bil til eller fået sponsoreret transportmulighed – for at kunne transportere hjælpen til grænsen til Ukraine – eller helt ind i Ukraine. På hjemturen har de også mulighed for at give ukrainske flygtninge et lift til Danmark.
Og regeringen arbejder på højtryk med at lave en sær-aftale, så flygtningene hurtigt kan få opholds- og arbejdstilladelse.
Mit hjerte varmes når jeg ser hvor mange forskellige tiltag, indsatser og initiativer der tages i disse dage. Nogle af dem jeg har mødt i mit ”feed” på forskellige sociale medier er:
Ole Aakjærs “The Whalesong” for Ukraine
Kunstneren Ole Aakjær og hans kone Susan, satte en helt ny plakat i trykken. Hele indtjeningen fra salget bliver ubeskåret doneret til UNICEF´s humanitære arbejde for Ukraines børn.
Forsikring af ukrainske flygtninge
TJM forsikring har den 2. marts udvidet indboforsikringen, så den de næste 6 måneder også dækker ukrainske flygtninges ejendele og personansvar. Du kan læse mere her
E-kogebog hos Grød
Hos Grød kan du støtte med bidrag til Røde Kors og samtidig få en e-kogebog med 10 opskrifter. Du finder den her
DAD t-shirt
Køb en DAD t-shirt og støt Red Barnet. T-shirten koster minimum 350,- kr – du kan selv beslutte at lægge mere oveni. Du finder den her
Vil du gerne gøre mere end bare at fokusere, så kan du selv gå i gang:
7 ting du selv kan gøre, for at vise din støtte og hjælpe – og som koster gratis:
Det behøver ikke nødvendigvis at koste dig penge, at vise din støtte eller hjælpe i relation til krigen i Ukraine. Selvom pengedonationer er en af de bedste måder du kan støtte på, så er der mange andre måder hvorpå du kan bidrage og gøre en forskel.
Her syv helt konkrete bud:
- Meld dig som indsamler til en landsindsamling til fordel for krigens ofre
- Gå med i en demonstration til fordel for fred i Ukraine
- Lav opslag på Instagram eller facebook, hvor du udtrykker din støtte til borgerne i Ukraine
- Kig i klædeskabet, loftrummet eller kælderen – find det tøj du alligevel ikke bruger og doner til Røde Kors, Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker
- Meld dig som kontaktperson eller besøgsfamilie for en Ukrainsk flygtningefamilie
- Hold øje med hvad behovet er hos f.eks. Røde Kors, og oplys om det i dit netværk
- Sæt det Ukrainske flag eller nationalblomst, solsikken på dit facebookprofilbillede eller dit facebookcover
Og har du plads derhjemme?
Har du plads til at huse Ukrainske flygtninge, så har din kommune højst sandsynligt information på deres hjemmeside om hvordan du skal melde din interesse.
Vil du støtte kontant – så er NGO´erne til stede
Du har også mulighed for at støtte alle de store NGO-er, som er til stede med hjælp i og uden for Ukraine:
Summen af det hele
Situationen med Ruslands invasion af Ukraine er ulykkelig og forfærdelig. Den har og får konsekvenser for mange mennesker, på tværs af grænser, og lige nu er det svært at se, hvad det vil ende med.
Hvis ikke vi er opmærksomme på at styre vores bekymringstanker og nyhedsindtag, så kan krigen komme til at fylde rigtig meget, alt for meget. Og vi kan komme til at hælde benzin på vores bekymringsmotor.
Og for mange bekymringstanker over for lang tid giver stress.
Vores tanker kan ikke ændre tingenes gang, og det vi giver opmærksomhed vokser.
Derfor kan det være en rigtig god idé at begrænse sit nyheds-fokus – f.eks. til at læse online avis 15 minutter om morgenen og se én tv-avis om aftenen.
Derudover kan vi vælge at fokusere på, hvad der sker af positive ting afledt af krigen – for eksempel hvordan mennesker træder til med hjælp og støtte.
Og gøre noget ved det, som vi reelt har indflydelse på. Se på hvad du kan gøre for at hjælpe – om det er økonomisk, praktisk eller moralsk støtte.
Artiklen er skrevet af Stine Abell, du kan læse mere om mig her